Hjemmeside for Anders og Stina

Rejsebreve sommertur 2021

3. Rejsebrev. 15 august.


Alting har en ende. Det fik vores sommerrejse også, endnu hurtigere end forventet. Stadig fra paradis til paradis, fra det dejlige vandrerhjem Fredshammar til vores eget lille røde hus i Småland. Hele turen på en dag, lidt hårdt for chaufføren, men muliggjort ved korte etaper og mange hvilepauser, der i sig selv var oplevelser. Vi har let ved at komme i snak med de mennesker som tilfældigvis er der hvor vi vælger at slå os ned, ofte små badepladser ved en lille sø. Et sted fik vi for eksempel tyskerens historie. En mand på min alder, som ved skæbnens lune var havnet i en lille bitte svensk landsby. Hans far havde deltaget i slaget ved Stalingrad, hvor han blev alvorligt såret, men reddet af en kammerat, der var læge og var havnet i Sverige. På et tidspunkt insisterede faren på at bosætte sig i Sverige i nærheden af denne kammerat. Da han blev gammel og svag insisterede han også på at sønnen skulle komme og tage sig af ham. Vor mand forlod modstræbende kone og karriere for at tage sig af faren, som så i øvrigt døde efter kort tid. Men han blev i Sverige, fandt sig en ny partner og boede nu i et fint træhus, som han stolt kunne pege op på fra badepladsen, hvor han lige havde taget sit daglige dyp.


Andre på badepladsen kunne fortælle, at der havde været en alvorlig oversvømmelse i den nærliggende Filipstad, som vi kort efter skulle igennem. Vi er altid der hvor der er drama. For tre år siden kørte vi gennem nogle af de brandhærgede dele af Sverige, med vejspærringer og luften fyldt med røg. Vi blev tvunget til at stoppe på en campingplads lige inden den lille by Kårböle, hvor branden hærgede. I år kunne vi passere gennem byen, hvor skovene stadig bar tydelige præg af brandene. Indbyggerne var blevet evakueret kort inden vi havde planlagt at passere til den campingplads hvor vi boede.


Det er tilfældet, som skaber oplevelserne. Alt er ikke altid, hvad det ser ud til at være: vi havde brug for en pause, så skilte til en kombineret rasteplads og cafe lød lovende. Vi fulgte skiltene forbi hæslige fabrikker til et lille afdanket supermarked, ICA. Men hvor var rasteplads og cafe?. Det var skam denne forretning, der virkede afsides og forladt og ikke kunne leve op til vores forventninger. Men det var så heller ikke hele sandheden, for på vej ud af butikken/cafeen får Stina øje på en bunke poser med friske krebs og snupper resolut to poser, som blev vores lykke senere. Man kan bare aldrig vide, det er om tage chancen.


Vi er fremme meget sent og må lige lirke os ind i huset; vi har ikke nøgle med, men vi ved hvordan det skal gøre. Og så skal der altså stilles om igen. Nu er det sommerhusferie, helt forskelligt fra de andre feriefaser. Græsset er meterhøjt og skal holdes lidt nede. En lille klat kantareller. Men her er vidunderligt stille og roligt, lige hvad vi trængte til. Og så får vi næste dag et krebsegilde som det afsluttende klimaks.


To dejlige dag i Lilladal, så er det videre. Vi har droppet at overtage båden i Hundested, Troels og Rikke vil komme dertil og selv sejle den selv til Taarbæk. Der er udsigt til hårdt vejr, så vi tager til Hundested og henter Nicholai og Selma i bilen. Her når vi at hilse på Susanne. Det er hvad der bliver af vores drømme/løfter om at se vores mange venner i Nordsjælland.


Det har været sjovt at skrive sommerrejsebreve og udbytterigt at prøve at samle temaer op. Og det har været dejligt med alle de svar og hilsener, vi har fået. Et enkelt spørgsmål skal der lige svares på: når vi var i stand til at nyde et glas rødvin i Sverige, så var det fordi vi havde vin nok med hjemmefra.


Jeg plejer for vores egen skyld at dokumentere vores rejser, både med store billedserier og med dagbogsnotater. Det har jeg også gjort denne gang. Vi sidder og ser det igennem de lange vinteraftner og bruger det som pausebilleder. I er velkomne til at kikke med, men jeg advarer om at der ikke er taget hensyn til læsevenlighed for andre end os selv og billedserien er alt for lang til andre. Men I kan jo plukke, måske kan det give et lille indtryk af livet i en båd, livet i en havn, biltur i campinghytter, vandringer og fjeldhytter. I er velkomne, men jeg er glad for selv at slippe for at opleve det man (somme tider) forbinder med replikken ”Vil du ikke lige se vores lysbilleder?”. Det må være advarsel nok.

2. rejsebrev. 27.juli.


Vi er kommet tilbage til et paradis. Et vandrerhjem lidt ude på landet i bygninger fra en gammel herregård, Fredshammar, som ligger lidt uden for Orsa, som ligger lidt nord for Mora, der ligger ved Siljan og hvor Anders Zorn levede og malede.

Vandringerne er overstået og vi er på vej tilbage som campister/bilister. Vi har skippet de to sidste vandredage, som skulle have gået frem og tilbage til Helagsfjeldet, også i Jämtland. Men dels har vi fået styret vores Wanderlust i denne omgang til overmål, dels har vi taget den tur en gang før og endelig er vejrudsigterne så rædselsfulde for området at det i sig selv havde været nok til at lade være.

Vi er tilbage her i paradis, fordi vi også var her i to dage på vejen herop. Vi havnede her ved sammenfald af en række uheldige omstændigheder. I Mora fik vi så meget bøvl med bilen at den måtte på værksted et par dage. Det gjorde det nødvendigt at finde logi i nærheden men uheldigvis var alt hvad vi forsøgte optaget. Undtaget stedet her som havde netop et rum ledigt. Pyh ha, sådan kommer man i paradis. Det er et meget bredt klientel, børnefamilier og grupper af ældre og yngre, søde, søde mennesker, som det er nemt at komme i god kontakt med. Her er utroligt smukt, nedenfor løber den fossende å, Oreälven, lidt væk en dejlig badeplads ved en sø, velindrettede rum i de gamle avlsbygninger.

Vi måtte altså opgive vores fine plan om små etaper, der ikke skulle tage for mange af chaufførens kræfter, som der ville blive god brug for under vandreturen.

Turen gik godt, men viste sig at være langt hårdere end vi havde regnet med. Vi brugte 9-11 timer på hver etape, Vores strategi var at holde pause og hvile, når vi var trætte, i bevidstheden om at det er meget længe lyst. Når vi (sent) nåede frem var hytteværterne hensynsfulde og hjælpsomme. Det gjaldt også de andre vandrere, som det også var interessant at snakke med. Det forekommer at man møder de samme igen. Men vi var trætte på grænsen til det udkørte, sov hurtigt og godt, vågnede op med alle led og lemmer godt ømme. Og ikke en dag hvor det ikke svingede mellem ”hvor er det dog vidunderligt, godt at vi gjorde det” og ”hvordan fanden kunne vi finde på det, og vi gør det aldrig mere”. Hovedgevinsten er skønheden i landskaberne og afvekslingen, man bliver ikke på noget tidspunkt færdig med at nyde den, må hele tiden lade begejstringen komme til udtryk. Vi er jo vant nok til at vandet skal hentes i spande i elven, at der er der dass og ingen el.

Nu er vi på tilbagevejen. Vi har en plan for turen. Men vi kender jo os selv godt nok til at vide at vi er hurtigere hjemme end det.

Mens vi har været landkrabber har Troels og Rikke og et skiftende antal af børnene sejlet i vores gode skib Lydia. De overtog i Göteborg, og har været på Anholt, Grenå og hele Limfjorden. Vi regner med at de ender et sted på Sjælland, hvor vi vil hente båden og forhåbentlig få lejlighed til at se vores mange venner på nordkysten.

Med kærlig hilsen Anders og Stina.


1. rejsebrev. 19. juli.


Jeg genoptager traditionen med sommerrejsebreve. Det er en dejlig måde at samle og gemme tankerne på, så I er bare alle en god anledning til det.


En grund er måske at det i år er et meget sammensat projekt. Der var en del fikspunkter som var medbestemmende.

1. Vi havde en påtrængende længsel efter igen at komme på en vandretur i det nordlige Sverige.

2. Troels og Rikke ville gerne bruge vores båd.

3 Nicholai og Selma ville gerne sejle med os i en periode.

4. Vi ville gerne deltage i Mogens fødselsdag Sankt Hans aften.

5. Vi skulle gense Jakobsö og komme os over Torkels bortgang.

6.Vi ville ikke køre helt så langt mod nord, som ellers.


Dermed var den overordnede plan næsten lagt. Afsted fra Taarbæk den 24. juni i Lydia. Modtagelse af N og S i Sverige den 28. hvor det nu måtte passe (det blev Varberg). Et passende ophold på Jakobsö (det blev til to, et med børnebørn og et uden). Bytning af båd med bil (det blev i Göteborg i går). Biltur som campister til Jämtland (det er vi nu i gang med). Vandring i alt 6 dage med rygsæk fra hytte til hytte (opholdene måtte i år forudbestilles, hvilket gav en del begrænsninger i forhold til vores ønsker, men er endt med et fint resultat). Så skal vi campere os tilbage til Taarbæk og muligvis hente båden et sted på den Nordsjællandske kyst.


Så den overordnede plan gav næsten sig selv. Men det vigtigste gemmer sig i detaljen. Der er stadig plads til en masse valg. Her stilles vi flere gange om dagen i krydsfeltet mellem det uforudsigelige (hvilket giver spænding) og de dejlige gentagelser (som giver den nødvendige ro og afslapning). Tilsammen giver det vel det som kaldes lykke. Det opleves i hvert fald fantastisk godt. For eksempel ved vi jo at vi elsker skaldyr, og også hvor og hvordan vi skal skaffe dem. Efter Jakobsö var vi tre dage i Resö hvor vi fik det hele: krabbeklør direkte fra kogekarret, jomfruhummer direkte fra kutteren. Det at blive liggende samme sted så mange dage var også et lidt uprøvet, men formidabelt tilfredstillende og sjælsrobefordrende.


Der var kun ganske få momenter af den der tvivl, hvor man siger: Hvorfor gør vi egentlig det her. Men de var der og bidrog til at forstærke fornemmelsen, når oplevelserne kunne bekræfte os, så vi sagde til  hinanden:   Det er derfor vi gør det. Sådan er det lige nu. Vi kom til en campingplads, ved en fejl ikke den vi havde planlagt. Vi ville gerne have en lille hytte til to. Men det de havde lød ikke så lovende, der var ikke køkken og toilet og den var med køjeseng. Men vi bestemte os for at tage  chancen. Og det viste sig at være helt fantastisk. A room with a view ud over søen, beliggende højt med en formidabel udsigt, endda gennem vinduet. Og vejret. Solen skinner ind gennem ruden, vi kan sidde uden for med et glas rødvin. Ingen tvivl, dette er lykken. Har jeg glemt noget. Nå jo glæden over at være i formidabelt selskab!


Jeg håber på snart at kunne fortsætte med den form for beretninger, selv om tanken om at overgå dagen i dag lige nu virker urealistisk. Men det skal jo nok også gå uden det.

Billedalbum, Flickr.

Klik på billederne i albummet og blad i det med piletasterne.