Kyssedag med drama og salighed. Fra katastrofe til drømmeheld.

 

Vi skulle fejre kyssedagen, nr. 42, den første var på kyssebænken ved strandstien i Taarbæk, i 1976. Med koncert i den gamle koncertsal med Andreas Brantelid.

 

Det blev meget mere dramatisk end godt er, men enden var bedre end vi havde drømt om.

 

Vi var i rigtig god tid på Klampenborg Station, så god at Stina brugte noget af tiden til en ajourføring af indholdet i hendes pung. Toget kommer til tiden, men i samme øjeblik som vi skal sætte os begynder Stina at klappe sig på lommerne og rode febrilsk i tasken. Pungen er der ikke, den må ligge på bænken på den øverste repos af trappen op fra tunnelen. Det giver naturligvis panik. Vi må stå af i Hellerup og skynde os tilbage, selvom vi så ikke vil nå koncerten til tiden. Stina prøver at få mig til at fortsætte og gå til koncerten, hun har været snedig nok til at give mig billetten. Men jeg synes at det jer er noget vi er nødt til at være to om.

 

I Hellerup er der ti minutter til første tog tilbage. Lad os  tage en taxa. Der er ikke nogen og det er begyndt at regne. Vi må tilbage til toget. Der er rettidigt. Da vi er tilbage løber jeg alt hvad jeg kan ned i tunnelen og ad trappen, set at pungen ikke ligger på bænken eller i nærheden, løber ud på perronen, hvor to unge mænd er ved at stå på toget. Jeg er fræk og råber til dem om de har set en blå pung. Jo da, den ene trækker den op af inderlommen og forklarer at togføreren havde anbefalet dem at tage den med og aflevere den på Hovedbanegården . Jeg får den, er helt befippet af lettelse og glæde og kysser dem næsten. Nu havde det optimale været om vi havde haft åndsnærværelse nok til også at stige på toget, så havde vi nået koncerten. Men vi må affinde os med det næste S-tog og visheden om at kommer for sent.

 

Vi er dog kun tre minutter for sent på den, da vi når koncertsalen. Og nu fortsætter heldet i den grad med at tilsmile os. De unge piger som tager sig af dørene er så fantastisk søde. Vi skal bare lige vente nogle minutter til en indledende proklamation er overstået, så må vi gå ind på balkonen og stille os bag den bagerste række og være helt stille fordi der er direkte optagelse til radioen. I mørket er der en af pigerne som hvisker til os, at der er to pladser yderst mod midtergangen, som vi kan liste os forsigtigt ned til. I bælgravende mørke, men det går, og det er koncertsalens to bedste pladser. Vi klemmer hinandens hænder i vantro over at man kan være så heldig.

 

Og Andreas spiller som en gud, udover naturligvis også at se ud som en sådan.