En vild togtur.


Vi skal til Humlebæk med toget. Der er varslet forvirring med togdriften, så vi har checket at toget går fra spor 2 i Klampenborg.

Det tror vi ikke rigtig på og vil prøve spor 1 først.

Vi er i pæn tid, men toget holder der allerede der i spor 1 og inspektion af afgangsskiltene siger at det er det der går til Humlebæk.


Vi bliver lidt forvirrede alligevel og mosler vores cykler op ad trinene uden at give os tid til at slå dem sammen, det kan vi jo gøre når vi kommer ind.

Det er nu ikke så let. Dels er det altid svært at få cyklerne op over de høje trin, dels er pladsen i indgangspartiet spærret af folk, en af dem en gammel bedstefar med et kosteskaft fyldt med balloner.

Han forstår ikke ret godt dansk, ligner mest en serber, hvad der er lidt kritisk fordi han tror at det er toget til København han er ombord i.

Heldigvis er togføreren lige ved hånden og forsøger at forklare ham hans misforståelse, hvad han har meget svært ved at fatte.

Endelig får hun ham lodset ud af døren forbi vores cykler, som vi ikke har fået klappet sammen endnu i forvirringen og ned ad trinene.


Men hvad med de to børnebørn som ikke gør mine til at ville følge ham, de ser også lidt balkanske ud. Da der bliver skyndet på dem, afgangstiden er nu overskredet, udbryder de desperate at de er med deres forældre og ikke skal af.

Så må det jo være sådan, ingen kan se forældrene, så vi får vel se.

Et par af ballonerne bliver hængende i loftet.


Togføreren har taget det hele med et smil og stor kompetence. Den bliver der nu brug da Stina med en lille smule panik opdager, at hun i forvirringen har glemt at stemple  in. ”Tag den med ro, det finder vi ud af”.

Så bliver der ikke snakket mere om det. Det ender endda med en gratis tur.


Vi sidder lige uden for hendes bur og får en interessant snak med hende, blandt andet om at sætte børn af toget. Vi kan fortælle hende om den svenske togdame som satte en pige, der ikke talte svensk af fordi hun ikke havde billet. Og vist nok blev fyret. Det talte de meget om i Sverige det år.

Hun kan i øvrigt fortælle at hun har kørt med ballonmanden flere gange før, altid med et kæmpebundt balloner. Til hvad ved hun ikke.


Nogle af de andre passagerer får lov at tage de tilbageblevne balloner med sig. De er på vej til en fødselsdag.

De står lige som os af i Humlebæk og vi når lige en snak med dem og et grin som afslutning på en meget munter togtur.