Min fodboldstadiondebut.


Jeg må have været næsten ti. Jeg husker at jeg fik fodboldstøvler, trøje, bukser og sokker til min 10 års fødselsdag. Men det her var altså før.


Min far var fodboldinteresseret som tilskuer. Var hver weekend i Idrætsparken. Og nu skulle jeg så indvies, åbenbart med maner. Det var nemlig et særlig kamp Stævnet mod Honved. Stævnet var et sammensat hold på basis af flere førstedivisionsklubber beregnet til særlige anledninger. Honved var Ungarns førende hold og Ungarn var indiskutabelt verdens bedste landshold, selvom de tabte finalen til Tyskland i 1954, og det er det år vi befinder os i.


Af en eller anden grund kom min far ikke med ind til kampen, der var vist udsolgt, eller også var der ikke penge nok. Men jeg blev altså sendt ind. Jeg husker bare at pludselig sad jeg inde på græsset lige bag ved målet. Hvordan det er gået til aner jeg ikke, men har en fornemmelse af at være blevet båret frem. Jeg kan i hvert fald ikke tro at jeg selv har promoveret mig.


Den danske målmand var Per Henriksen (fra Frem), som også var landsholdsmålmand og i lange tider var min favoritspiller. Ungarerne vandt i øvrigt 4-0, det er klart når de havde en spiller som Puskas på holdet.


Men her begynder så den alvorlige del af historien. Pludselig står jeg uden for stadion og skal finde min far, hvad jeg selvfølgelig ikke kan. Vi boede  i NV i nærheden af Rentemestervej og jeg anede intet om hvor det lå i forhold til Idrætsparken. Jeg vandrede ad sted idet jeg spurgte mig frem, men der var ikke mange der vidste hvor Rentemestervej lå, men åbenbart tilstrækkelig mange til at jeg til sidst fandt hjem.


Jeg har aldrig tænkt at det var uansvarligt af min far, at han på den måde overlod mig til mig selv, tværtimod har jeg altid opfattet det som storsind og tillid at jeg fik denne chance.