Hilsen til Pernille B

Kære Pernille!

Man kan blive så lykkelig at man græder.

Sådan gik det for mig idag. Jeg kom hjem fra dejlig fitness træning, allerede høj af det, tændte på må og få fjernsynet havnede på ARTE

til en koncert med titlen Schubert le voyageur, afholdt i Nantes i år under "La folle journée"

Et af de første numre som altid driver mig til tårer er en sats fra en af Schuberts Pianotrioer.

Jeg tror at Stanley Kubrick har haft det på samme måde. Den forekommer i en central og fantastisk scene i Barry Lyndon.

Så kom jeg til at tænke på dig. Dels på grund af den franske festival med den sjove titel. Dels fordi vi engang udvekslede top tre lister over film, hvor den var på min liste. Jeg tror at du måske ikke havde set den dengang. Det vil jeg stadig anbefale.

Kender du i øvrigt Nantes. Da vi mødtes første gang nævnte du, at du havde tilknytning til Weekendavisen. Måske traf du så Flemming Behrendt, som bor der. Jeg har haft lidt kontakt med ham i hans egenskab af Pontoppidan kender.

Hvis du kan li Schubert skulle du unde dig at se koncerten, måske med knæene trukket op under dig, som da du fortabet dig i Baudelaire. Der er i øvrigt mange gode ting på ARTE, kender du den?

På næste fredag rejser jeg til Barcelona. Jeg undersøgte faktiske muligheden for at tage toget. Med mellemlanding i Paris. Vi kunne måske have drukket en kop kaffe eller et glas sammen, det ville have glædet mig. Men det endte desværre med en flybillet. Men måske en anden gang.

Kærlig hilsen

Anders

Tilføjet lørdag:

To klip fra filmen, båret af klippet i Schuberts trio:

Det første er forførelsesscenen hvor Barry forfører (eller) grevinden (spillet af Marisa Berenson).

Det andet er afslutningen hvor grevinden erkender afslutningen. Jeg er overbevist om at du kunne have spillet grevindens rolle på en overbevisende måde. Fra nu af vil jeg i hvert fald se dig for mig når jeg ser filmen. (Du husker sikkert Marisa Berenson fra Cabaret)

Her er en alternativ udgave af hele trioen

Og her med TRIO con BRIO. Hele sonaten, men linket går ind ved andensatsens begyndelse

Fantastisk gensyn i aftes med "Au bout de souffle". Jeg forstår godt din betagelse af Belmondo. Men jeg genopdagede også min egen besættelse af Jean Seberg. Jeg var 16, da den kom frem. Tilfældigvis passerede jeg forbi hendes gravsted på Montparnasse for fire år siden, men havde egentlig helt glemt hende. Hvordan kunne man det? Genopdagelser kan være fantastiske.