Mandalay:

Mandalay er skrevet af Kipling, og er vel et udtryk for hans imperialistiske syn, den står i en samling Songs from the barack (kassernen), og er skrevet i Cockney. Den oprindelige melodi var meget militaristisk, den som Four Jacks gjorde populær. Mogens Wieths udgave kom i 1942, altså kort før jeg blev født, og er meget mere lyrisk, en poetisk ungersvend som sidder og drømmer sig tilbage til en gammel kærlighed. Bemærkelsesværdigt at det faktisk er den samme tekst. Den blev straks meget populær og var fast nummer på ønskekoncerten, som var kernen i min barndoms musikliv.

Ved den graa Moulmein Pagode, med sit Blik mod Havets Blaa,

sidder der en Birma-Pige ak, og mig hun tænker paa:

Hvisker Palmesuset ikke, synger Templets Klokker ej,

”Kom igen, Soldat fra England, kom igen til Mandalay!”

Kom igen til Mandalay,

ad Flotillens gamle Vej,

husker du Pagajens Dunken fra Rangoon til Mandalay?

O, den Vej til Mandalay,

fuld af Flyvefisk i Leg,

og hvor Solen brød som Torden frem bag Kinabugtens Kaj!

Gult var Skørtet, grøn var Huen, som min Birma-Jomfru bar;

Supiyawiat hed hun – samme Navn, som Theebaws Dronning har

Paa en hvid Cerut hun røg, da første Gang hun for mig stod,

og hun øsled kristne Kysse paa en hedensk Afguds Fod.

Kun af snavs den Gud bestod,

kaldtes Buddha, vis og god,

straks da jeg tog til at kysse, hun sin Gud i stikken lod!

O, den Vej til Mandalay,

fuld af Flyvefisk i Leg,

og hvor Solen brød som Torden frem bag Kinabugtens Kaj!

Naar hver Rismark drev af Taage, og det led mod Solnedgang,

greb hun sin lille Banjo, og Kulla-lo-lo hun sang.

Kind mod Kind vi sad og saa paa Bugtens Baade, Stavn ved Stavn –

Saa’ den store hathi gøre som en Tømmerlæmper Gavn,

         stable Teak-træ Favn paa Favn

         i den sjip-sjap vaade Havn,

hvor der var saa tavst, jeg næppe turde hviske hendes Navn.

        O, den Vej til Mandalay,

        fuld af Flyvefisk i Leg,

og hvor Solen brød som Torden frem bag Kinabugtens Kaj!

Sejl mig ud der øst for Suez, der hvor sidste mand er først,

hvor de til Bud ikke gælder, og hvor Folk kan føle Tørst!

For nu kalder Templets Klokker, og jeg ønsker kun, jeg laa

ved den graa Moulmein Pagode og betragted Havets Blaa.

         Ak, den Vej til Mandalay –

         vor Flotille tog den Vej

med de syge under Solsejl, da vi gik til Mandalay!

         O, den Vej til Mandalay,

         fuld af Flyvefisk i Leg,

 og hvor Solen brød som Torden frem bag Kinabugtens Kaj!