Nytår 2021/2022

Hjemmeside for Anders og Stina

Årsskiftet 2021/2022

Vi har fået nogle dejlige hilsner her ved slutningen af året. Vi har læst dem med interesse og fornøjelse og takker. Her kommer så vores eget bidrag til opdatering af jeres viden om hvordan året er gået for os.

 

Kort sagt så er det gået godt. Vi er sunde os raske, har foretaget os en masse af de aktiviteter vi elsker. Der er ikke rigtig noget som trykker os. Det skulle da lige være at der er nogen af jer vi ikke har set så meget til, men vi har ikke følt os specielt indespærrede eller udelukkede. Familien har vi set som vi plejer. Børnebørnene rykker op i rækkerne og har fået travlt med deres egne liv, men der er heldigvis nok af nye til at overtage pladserne i fokus. Det nyeste skud på stammen er Hannah på halvandet. Det er Jonas og Katharinas lille datter. (Nogen af jer har måske ikke før hørt om Jonas, som er Anders søn på 42).

Vi har næsten set mest til Trine, selvom hun bor længst væk. Vi kunne jo fejre nytår med hende og Victoria, og Trine var her et par uger efter at vi havde tilbragt en vidunderlig måned på deres sted, hvor de er meget opmuntrede af at have fået vældig gang i virksomheden med erhvervelsen af en meget fin butik, som også sælger formidabelt. De siger selv at de er rykket op i en anden liga.

De andre børn og deres familier fortsætter uforandret, samme glæder og bekymringer og ikke noget nyt at skrive ud om. Vi ser heldigvis ret meget til dem. De stiller også gerne deres store kompetencer til rådighed, håndværk og edb osv.

Det nyeste for os selv er vel, at vi under opholdet hos Trine og Victoria prøvede at være rigtige turister med sol og strand, skaldyr og mohitos, liggestole og lumumba. Tænk at man skal blive så gammel for at finde ud af at man er født til at slappe af og nyde.

Vi ville nu heller ikke have undværet vores mere udfordrende tur til Jämtland. Den gav både adrenalin og puls. Det gælder både bilturen til og fra og vandreturen i fjeldene. Vi nåede til nogle grænser, men klarede det hele og nød at samarbejde om det. Men det vigtigste var oplevelserne af skønheden i de fantastiske landskaber og møderne med en masse sjove og søde mennesker.Og vi er ikke færdige. Hvad med en tur til (ikke nødvendigvis på toppen af) Kebnekaise. Vi overvejer det da. Men der er også andre spændende muligheder.

Vi er begge stadig besluttede på at holde formen ved lige med (næsten) daglig motion. Vi nyder (mere og mere) at komme på Skodsborg. Der har kun været rigtig lukket i januar og februar, men det er gået fint med at holde formen alligevel. Stina mødtes med nogle veninder i skoven, under instruktion. Jeg fandt et mærkeligt fællesskab på nettet, hvor vi (uden nogen sinde at komme til at kende hinanden på anden vis) løb 100 km i

februar og indrapporterede vores daglige bidrag, strækning og billeder. Det er altså besynderligt det der net.

Vi slutter af med at understrege håbet om at se mere til jer alle sammen i det nye år. Vi er meget indstillede på at vise initiativ.


Altså, godt nytår fra Anders og Stina