Hjemmeside for Anders og Stina
En tone hvidere end bleg
Det begyndte med en fødselsdagsgave fra Stina.
Billetter til en koncert i koncerthuset med musik og show af Pink Floyd, men udført af BritFloyd.
Vi forberedte os med at finde klip på YouTube.
Og pludselig holdt vi dansefest. Og YouTube fortsatte bare med at gætte på hvad vi kunne ønske os.
Heriblandt altså A whiter shade of Pale, som jo er en sjæler uden lige fra vores unge dage, som man ikke hører særlig tit nu om stunder, men straks bliver grebet af og tankerne går tilbage.
Melodien er enkel, men fantastisk, bygget som den er på en af Bachs kendteste melodier (Arie på G-streng (!)) og spillet på elektrisk orgel og sunget suverænt.
Men teksten, som jeg aldrig før har hæftet mig ved, endsige prøvet at forstå, er en sag for sig selv og det vender jeg tilbage til.
Men en af åbenbaringerne fra YouTube var en udgave fra 2006,
en meget speciel udgave hvor gruppen (med Gary Brooker som vocal) bliver ledsaget/ omklamret/kælet for af Radioens Underholdningsorkester og et kor ved en koncert afholdt på Ledreborg Slot. Jeg synes, at den er absolut værd at se. Det er der også mange andre som finder. På YouTube kan man finde mindst en snes udgaver, hvor en eller flere kommer med deres umiddelbare reaktioner på deres første møde på sangen. De har tilsyneladende aldrig hørt om den før (!) og falder totalt i svime.
Men både sangen og Procol Harum er altså ukendt for de fleste. Det er lidt sjovt.
(Det er nemt at finde dem, og det kan være underholdende. Søg på "A whiter shade of pale/reactions")
Her er et link til en beskrivelse på Wikipedia: klik
Men her følger den rene ukommenterede udgave
Teksten er kryptisk og syret, nærmest umulig at forstå og fortolke. Der findes mange analyser. Dem springer jeg over, (se dog nedenfor.) Egentlig synes jeg ikke rigtig den fortjener nogen særlig opmærksomhed. Og så dog måske.
Nævner blot et par enkelte punkter. I sangen forekommer linjen "The miller told his tale" hvad der får nogle kommentatorer til at henvise til en fortælling af Chaucer i The Canterbury Tales med titlen "The Millers Tale". Forfatteren påstår dog, at han aldrig har haft kendskab til denne fortælling, og det tror jeg på. Men han har sikkert hørt andre referere til den, uden at lægge noget i det end at være en talemåde for en sjofel historie.
Jeg har alligevel grundet en del over den og i en poetisk raptus fik jeg endda lyst til at forsøge mig med en oversættelse til dansk. For endnu en gang at indse, hvor svært/umuligt det er at oversætte et udenlandsk digt, hvis man både vil beholde indhold og form, herunder rim og rytme. Det er svært at finde et rim, når det på forhånd er givet hvad det skal rime på og hvad det skal dække, en udfordring forfatteren jo ikke har, da han kan afpasse de to ting i forhold til hinanden.
Jeg har prioriteret formen og har taget mig nogle (små) friheder, hvad angår indholdet. For eksempel er linjen
"Turned some cartwheels across the floor",
som bogstaveligt siger "slog nogle vejrmøller henover gulvet", blevet til
"Og vi sprang flik flak gulvet lang"
A whiter shade of pale
We skipped the light fandangoTurned some cartwheels across the floorI was feeling kind of seasick
When the crowd called out for more
The room was humming harderAnd the ceiling flew away
When I called out for another drinkThe waiter brought a tray
And so it was laterWhen the miller told this taleThat her face at first just ghostlyTurned a whiter shade of pale
She said, "There is no reasonAnd the truth is plain to see"That I wandered through my playing cards
And could not let her be
One of 16 vestal virginsWho was leaving for the coast
And although my eyes were openThey might just as well have been closed
And so it was laterWhen the miller told this taleHe said that her face at first just ghostlyAnd then turned a whiter shade of pale
And so it was laterWhen the miller told this taleHe said that her face at first just ghostlyThen turned a whiter shade of pale
Oh, just a whiter shade of paleThen turned a whiter shade of pale
Lidt mere hvid end bleg.
Vi strøg den stille tango,
og sprang flik flak gulvet lang .
Jeg blev svimmel som en søsyg,
men folk skreg bare ”Nok en gang”
Det summed’ vildt i rummet,
loftet letted' og fløj bort.
Da jeg bad om mer’ at drikke,
var ventetiden meget kort.
Men så lidt efter, mens
den fulde møller spilled' sej,
kinden gik fra gusten til en
tone hvidere end bleg.
Hun sagde ”Ingen grund er go' nok,
Det er jo oplagt for enhver”,
at jeg bladred’ i mit kortspil,
og hun sku' ikke slippe der,
som en af seksten vestalinder,
godt på vej at ta’ til havs.
Og trods mine åbne øjne
så forblev jeg bare tavs.
Men så lidt efter, mens
den fulde møller spilled' sej,
kinden gik fra gusten til en
tone hvidere end bleg.
Men så lidt efter, mens
den fulde møller spilled' sej,
kinden gik fra gusten til en
tone hvidere end bleg.
Ja blot lidt mere hvid end bleg
blev lidt mere hvid end bleg
(Min oversættelse, november 2024)
Det hører med til historien at koncerten med BritFloyd blev en uovertruffen oplevelse. Det er dem bedste fødselsdagsgave jeg nogen sinde har fået. Vi var sammen med Rikke og Troels, som var vores gæster, og vi startede med en lille tapas, som vi havde bestilt i forvejen, hver for sig. Desværre for Stina og mig havde vi bestilt til dagen før, så vi måtte tage til takke med hvad tjenerne lige kunne skaffe, der var nemlig ingen anretninger til overs. Og så kunne vi dele med vores gæster. Men det var dejlig mad, vin kunne vi få alt det vi ville.
Stinas og jeg havde perfekte pladser, sidste række yderst på en af balkonerne. Så vi kunne stå op og danse (og fløjte og huje) når det passede os.
Her følger et par små klip. Et hvor Trine har taget os på fersk gerning dansende hjemme til musik på TV og et par små klip fra koncerten.
Dansevideoen er også på følgende facebook opslag. Aktiver det og find film i kommentarerne
Her kan man få en fornemmelse af hvilke gode pladser vi havde. Videoen er gået i kludder fra start, men den viser noget til slut.
Teksten.
Musiken. Reaktioner