Planen er at nå toget 6.46, altså op kl 6, så jeg sætter mobilen til vækning. Vågner ved at Stina rusker i mig, kl er 6.30, vækningen må være kikset. Det er et mareridt, heldigvis i helt bogstavelig forstand og jeg reddes ud af det, da alarmen vækker mig som del skal kl 6.00. Jeg er dog så forvirret at jeg glemmer at ønske Stina til lykke med fødselsdagen.

Vi er på stationen 6.40, ikke noget vi har glemt, toget kommer til tiden, det hele glide som det skal. På Østerport station annonceres signalproblemer og det anbefales at skifte til S-toget. Det må vi hellere, og så metroen, i alt en forsinkelse på 10 minutter, og den bekvemme adgang til lufthavnen fra metroen. Så nu glider det bare igen. Ingen problemer med bagageautomaten, ingen kø ved indleveringen, ingen ventetid ved security, udover at jeg skal finde ud af benytte Stinas elektroniske boardingkort, fordi hun har brugt mit og er over alle bjerge. Stina kender en lille smart kaffebar på hjørnet til gangen med gatene, alt glider alt er overskud. Især da boardingen er afsluppet før tid og vi letter nøjagtigt som annonceret og kort efter kan flytte til en sæderække for os selv. Uden vi aner af det er vi i Malaga, før tid, kufferten er det straks, og så kan vi stå der og vente på Trine, som er på vej med toget fra Fuengirola, uden Dorte i øvrigt, hun kunne ikke nå toget, og vil komme lidt senere.

Biludleveringen glider, og vi finder næsten uden fejlkørsler tilbage til lufthavnen og plukker Dorte op.

Og så sidder vi på Plaza Almijara hos Perico i Taperia i Competa og bestiller frokost kl 14.20, Calamares, Ansjoser, Svin, men først en suppe hver. Vejret har været fødselsdagsvejr hele dagen og nu indkasseres facebook hilsnerne med begejstrede udråb og store glade smil hele raden rundt.

Nu skal Dorte se byen, den økologiske grønthandler de blomstersmykke trappeveje opad, ned igen til Calle Antonio, forbi skolen med de søde vers, der er kommet flere siden sidst, kapellet har desværre lukket, og kyllingerestauranten har desværre udsolgt. Så må vi se at få en fødselsdagsmenu op at stå af hvad vi har. Det bliver desværre lidt la la, da gasovnen ikke egner sig til at sprødstege melon, og melonen er nu nok også lidt for speciel. Men en fest bliver det naturligvis. Det fortsætter jo også med at strømme ind på facebook.

Jeg er dejlig tidligt oppe og afsted 7.41. Op til torvet af den hurtige bagvej forbi Panaderia, og forbi bager nr to ved økogrønthandleren, ud til vinavlerpladsen og op til gaden, som fører hen til Plaza Carmen, hvor de giver et glas vand på husets regning i El Chicco. Videre ad omfartsvejen, ned ad den listige bjergsti til en byggeplads, San Antonio kapellet, torvet, op igen, forbi museet og hjem. En dejlig tur, i fint vejr, hvor jeg dog ikke har fået frisk brød med hjem fra bagerne.

Efter morgenmaden tager vi alle på tur, det bliver de samme steder som morgenturen, i en lidt anden orden, men inkluderende drinks på Plaza Carmen, bjergsti, byggeplads, San Antonio, som nu har åbent. Dorte er stadig meget entusiastisk og sammen med Trine diskuteres de forskellige muligheder for køb af hus, der er jo ret mange til salg.

Indkøb til frokost i Eroski, hjemme kl 14 efter en tre timers tur. Højdepunktet er frokosten på terassen i fuld sol og varme, indtil vi jages ind af en iskold vind.

En eftermiddagsstur med kaffe på den nyindrette cafe i den gamle genbrugsbutik og endnu tidligere snedkeri, deraf navnet Ls Carpinteria.

Menuen er hønsebryst, nu stegt i wok, og det var meget mere effektivt. Bagefter får Dorte et kursus i livsforbedrende kost, som hun agter at indvie mor Grete i, så hun måske kan slippe af med nogle af sine lidelser.

Dorte følges til morgenbussen til Malaga. Morgenstemning på terrassen. Jeg tager turen til bageren et par gange da jeg glemmer pengene første gang. Lille tur til Casa Paco. En hurtig frokost inden den planlagte tur i bjergene.

Den opleves lidt dramatisk, da vejen mange steder er lidt molestreret og må passeres med både forsigtighed og ængstelse, men alt går godt. Vi må dog standse, da vi når en leret smadderkørt lerbakke, som vi sikkert godt kan komme nedad, men som vil give os vanskeligheder, hvis vi bliver tvunget til at vende og køre op ad den igen. Her fortsætter vi til fods langs bjergryggen vest for la Fabrica med udsigt ned til grusfabrikken. Tilbageturen går nu glat, det værste er måske den smalle gennemkørsel i Canillas, men vi ender fint på torvet i Archez til kaffe. Her lykkes det på trods af meget besvær at bestille plads hos Bodegas Bentomiz til søndag. Hjem over vejen fra Algorobo.

Aftensmaden indtages hos Casa Paco, indendøre, ved det inderste hjørnebord, i et ret autentisk miljø med de sædvanlige slyngler. Calamares mm.

Kl 10 har jeg en mountainbike  fra Salamandra Rural. Lidt for stor til mig ganske vist, men jeg kan sagtens bruge den. Jeg har planlagt en vandrerute til Trine og Stina og lagt den ind på Viewranger, som er installeret på Stinas mobil. Vi aftaler at mødes i Archez til formiddags kaffe. Jeg tager vejen mod Sayalonga, drejer af til Archez, oh det er skønt, ned ad bakke hele vejen. Og de raske piger har fulgt gangstien over bakker og marker og gennem canyoner og vi er nået frem samtidig. Jeg følger dem den første bid af stien mod Canillas forbi møllen. Jeg kan godt se at de er udfordrede af den rigelige vandføring i åen som de skal følge.

Vender om til Archez og kæmper mig op ad den lange bakke til Canillas med et pust med udsigt over byen. Efter at have stået af og stønnet af ved indkørslen til Canillas ringer jeg Stina op for at sikre mig at de ikke allerede er kommet frem, men der er ikke gode nyheder, de vil aldrig nå frem, der er ikke nogen sti, de har måttet vade i åen, kæmpe sig op ad siderne dækket af tornebuske. De har forsøgt at finde alternativer, gennem frugtplantninger blot for at opdage at de var lukket inde bag hegn. Da jeg endelig når ned til dem ad en stejl nedkørsel er de ved at kæmpe sig op ad en skrænt til en nyindrettet gangsti, som jeg står oppe på. Det ser helt umuligt ud, der er stejlt og glat, og når de tror de har fat i en klippe, så er det bare en stor sten, som de river løs, og må kæmpe for ikke at få over sig. Trine får et lille slag på benet. Heldigvis kommer der i det samme et ældre tysk par forbi på gangbroen, og Stina ser straks at deres vandrestokke er redningen. Trine er nået så langt op at hun kan nå den stok jeg holder og hun kan  række den anden ned til Stina. Og aktionen lykkes. De kommer op og får sig svunget op over hegnet på gangbroen. Der pustes lidt, og så går det stejlt op til Canillas. Frokosten på terasserestauranten, Bar Cerezo er velfortjent og velgørende. Æg til damerne og kanin til herren. Stinas ret som omfatter rejer og ananas er nok mest mindeværdig for sin særprægethed. Vejret har været fint indtil nu, men kold vind er på vej og vi rykker indendørs. Da vi er færdige skynder jeg mig hjem og tager varmere tøj på. Smutter af sted igen, møder dem halvvejs tilbage, men fortsætter til La Fabrica og får en drik i bækken, og så hjem igen.

Det står ned i tove hele dagen. Den korte tur fra parkeringspladsen til restauranten er en udfordring. Men alt besvær med vejret fordufter, da vi har sat os ved det store udsigtsbord efter en personlig velkomst. Der er ikke meget udsigt, men efterhånden finder vi ud af at nyde silhouetten af Bentomiz bjerget og de fine træer uden for vinduet.

Og her er så menuen:

En snack til start bestående af gravad laks med løg og kornene fra en lima, som har en prikkende sur eksplosiv smager der passer godt til resten. Det er formet til en lille top, som er paceret en en tallerken som har form som en lille skål med meget bred kant. de står i bunden af skålen i en lille smule kremet suppe, som smagte godt, men vi har glemt hvad der indgik i den.

Forretten er torsk, formentlig let bagt, med to forskellige slags hokaido, bagt og grillet. Pyntet med rødbedespirer.

Hovedretten er mindre stykker stegt dyrekød. Tilbehøret er pastinakmos og svampe. Et par skivet stegt pastinak.

Desserten er is lavet på daddel, forsynet med en sprødstegt daddel, et jordbær og en klat lavendelskum.

Vi får hilst på André i sit chef kustyme og får også en lille snak. Han præsenterer i øvrigt alle retterne for os. Vi kan ikke få kaffe, det vil blot udslette den gode eftersmag af måltidet. Vi køber 6 flasker af den naturligt sødede hedvin.

Det bliver ved med at øse ned. Men pludselig lyser det op og jeg kan nå en tur på mountain biken i det sidste sollys, hele vejen rundt om Competa, en formidabel smuk tur med udsigt ned på byen hele vejen.

Gad vist om vi egentlig havde brug for aftensmad, men noget har vi jo nok spist.

Morgencykletur med køb af æbler, men ikke ost som bestilt, og cykelaflevering.
Til Frigiliana ad den besværlige vej, det var den nemlig forrige gang for mange år siden. Men nu er den nyasfalteret, det virker meget lovende. Men asfalteringen er så ny, at vejen er lukket på grund af varm flydende asfalt få kilometer inden Frigiliana. Otte timer siger arbejderne, som også siger, at der er en alternativ vej, noget ned ad bakke siger de, og Google maps bekræfter. Vi skal nogle kilometer tilbage og finder vejen. Den ser meget alternativ ud, men vi kaster os ned ad bakken. Snart følger store søer vi skal igennem, rivende vandstrømme på tværs af vejen, stejle nedkørsler ad meget smalle veje, indimellem af meget dårlig kvalitet, molestrerede og af grus og ler. Meget skarpe sving. Til sidst er der en alvorlig strøm på tværs og videre frem er vejen selv en flod og 50 m længere henne er der en kæmpeflod på tværs. Så vender vi, midt i søen, det eneste sted hvor der er plads, og kører tilbage til motorvejen! Man kan følge vores tur på Viewranger nedenfor og den resterende vej vi skulle have været igennem på Google Maps der under.

Så er vi endelig i Frigiliana og skal aftale mødested med Tine og Claus. Trine får kontakt til dem, men så løber hun tør for strøm på mobilen, men det lykkes med lidt held at møde dem på kirkepladsen. Her får vi en fin frokost; jeg fik en virklelig glimrende oksemørbrad!! De andre nøjedes med entrecoter, så store at vi får dem med i doggy bags.

Deres lejlighed, som de for nylig har købt og er ved at indrette (forvandle), var et eventyr langt udover Bo Bedre. En miillion forskellige niveauer, smagfuldt forbundet, garanteret  også for en million eller flere. Alle løsninger, linjer, farver og materialer er totalt smagfulde, swimmigpool med bar. Tine har sit eget atelier og vi ser nogle af hendes spændende værker.

Lille rundtur i den maleriske by med drinks på en ret autentisk lokal bar.

Vores doggybags, var forsvundet da vi nåede til at skulle bruge dem i en gryderet, som på trods af det blev fortræffelig.
Forberedelse af tidlig afgang, kl 7, og i seng kl 10!!

Oppe kl 6. Lidt morgenmad, af sted kl 7. og er fremme ved Tunnel Pequeno 9.30 efter en enerverende oplevelse af morgentrafikken på Malagas motorveje og tilfædige vejarbejdsepisoder på A357. De 50 km fra Algorobo til afkørslen til A357 tog en time og det gjorde de sidste 50 km til parkeringspladsen også. Trods det var vi i god til til at være ved indgangen før kl 10.00, som vores billet lød på.

Camonitaen overgik alle store forventninger. Vi brugte de stipulerede tre timer. Den beskrives bedst i billeder. Ingen af os havde problemer med at svæve mellem himmel og jord eller gå over gangbroen henover afgrunden.

De alvorlige skader som følge af de foregående ugers syndflod gjorde, at bussen skulle på en lang omvej mod syd, så det blev til kaffe på El Mirador, og den gjorde underværker. Hjemturen gik helt glat lige op på parkeringspladsen i centrum og en lille en på Casa Paco, først udendørs i den kolde blæst, så indendørs i det autentiske miljø sammen med de sædvanlige slyngler udover et skotsk par med to små børn, en udfordring som krævede en dag i et indkøbscenter. Hjem til varmen efter forsyning i Eroski med chokolade, is, pølser og bøffer. Pølsegilde, i hvert fald for mig. Tidligt i seng.

Her følger Trines lille film og nedenunder turen i Street View

Stien blev anlagt 2902-1905. De skulle bruges til at arbejderne ved de to vandkraftværker, et i hver ende, kunne færdes fra det ene til det andet. I 1921 gik kongen Alfons den 13. på stien i forbindelse med indvielsen af en dæmning. Efterhånden forfaldt den mere og mere, den bestod af betondæk lagt på stålbærer. En hel del dødsfald indtraf, også efter at den var blevet lukket i 2000. I 2011 blev det besluttet at restaurere og den nye sti kunne indvies i marts 2015.

Turen i bil gennem Malagas myldretid og turen i bus fra Chorro til parkeringspladsen:

Tøjet vaskes i huset og da der ikke er den mindste tørring i luften bliver det tørret på det smukke vaskeri for enden af San Antonio og så lige lidt længere. Det giver lejlighed til et antal ture i bilen hele vejen rundt om byen. Først for at finde ud af om det kan lade sig gøre at få tørret, så afsted med bunken og så afhentning. Nu sidder opkørslen til byen fra den vestlige indkørsel på rygmarven.

Frokosten blev indtaget hos Perico med gedigne autentiske tapas valgt ved køleskabet.

Tidligt i seng