Om sonetter og Baudelaire

Min facebookveninde Pernille Bergendorff blev ramt af Baudelaire, da hun sad ved pejsen med benene oppe og paraderne nede, så slemt at hun ville dele det på FB, i hendes egen oversættelse uden metrik og rim. Hun undskyldte lidt for de manglende alexandrinere. Digtet kaldte hun Fordybelse.

Jeg fik lyst til at se originalen, men røg først ind i en gendigtning på engelsk og så, at det var en sonet efter Shakespearsk mønster. Altså femfodet jambisk, så hvad var nu det med alexandrinere.

Næste skridt var at få fat i originalen via project Gutenberg. Og hvad ser man, vaskeægte alexandrinere. Jeg vidste ikke at dette er almindeligt for netop franske sonetter. Men det stod der i det repetitionskursus om sonetter, som jeg kastede mig ud i, selvom jeg troede at jeg vidste alt om det emne. Baudelaire bruger rimskemaet ABAB ABAB CCD EDE, som jo er noget mere krævende end det Shakespearske, ligeså krævende som Petrarcha.

Nu var jeg så også ramt. Videre gik jagten til dansk oversættelse. Sådan en havde Peter Poulsen lavet sidst i halvfemserne (der var en reference til den i et af de andre indlæg på facebooktråden). Den blev for et par år siden genudgivet i en e-book udgave, som jeg kunne downloade, takket være mit biblioteks hjemmeside.

Oversættelse af sonnetter er en næsten umulig kunst, især hvis man skal overholde rimskemaet. Så det er nemt at forstå at Peter Poulsen er gået på kompromis og har opgivet det strenge rimskema og også har givet køb på metrikken, så den humper lidt; det sidste er der da også større ånder end han, som har gjort, også i deres egne, både Keats og Shelley. Og vores egen Inger Christensen.

Jeg har skrevet en del sonetter i tidens løb og har altid strengt overholdt metrik og rimskemaet ABBA ABBA CDC EDE, det er jo det der er sporten. Så jeg blev fristet til - for sjov! - at se hvor svært det kan være. For på den måde at fornemme hvor skidesvært det er. Jeg valgte at gå på kompromis med den ordrette mening og med konsistensen i sprogvalget. Men det var faktisk sjovt, jeg fortæller ikke hvor lang tid jeg brugte. Det gav mig en dejlig fornemmelse af hvor god tid jeg egentlig har til at lege. 

Nedenfor kan man se originalen, PP's oversættelse og altså min. 

Jeg nævner også lige at jeg for lidt tid siden blev ramt af en anden sonetraptus, da Weekendavisens anagram var dannet over et citat fra et digt af Keats, som brugte en sonetrelateret verseform. Det voldte mig usigelige kvaler, inden jeg kunne kvæle det.